Huskeliste ved dødsfald

Vi har lavet en liste over ting over praktiske gøremål, man skal huske i forbindelse med et dødsfald. Den kan være en god hjælp i en svær tid.

Første punkt er dødsanmeldelsen

Dødsanmeldelsen skal udfyldes som det første og afleveres til begravelsesmyndigheden (kirkekontoret/præsten) i afdødes sogn - senest 2 dage efter dødsdatoen. Dette gælder for alle, uanset om man er medlem af folkekirken eller ej.

Dødsanmeldelsen finder du på  www.borger.dk  og kirkekontoret finder du på  www.sogn.dk

Sammen med dødsanmeldelsen skal du også aflevere dødsattesten som lægen laver. Denne bør i normale tilfælde være indberettet digitalt af lægen - hvis ikke - skal den afhentes og afleveres til begravelsesmyndigheden. 

Ansøgning om begravelseshjælp

Alle som er født før 1.4.1957 er berettiget til minimum kr. 1050 i begravelseshjælp. Kontakt Udbetaling Danmark for at høre om muligheden for begravelseshjælp.

Begynd din ansøgning her

Visse ting skal gøres med det samme - andre kan vente lidt

Der er en hel del ting, som nogen er nødt til at sørge for efter et dødsfald. Det kan f.eks. være at holde øje med det tomme hus, at køleskabet samt fryseren bliver tømt og eventuelle husdyr bliver passet, eller at man eventuelt skal afhente ting på sygehuset, som den afdøde havde med.

I denne lille infoliste er der samlet en del af de ting, man skal huske. Det er selvfølgeligt ikke alle ting, som er lige aktuelt for alle. Brug derfor kun det som netop du har brug for.

Kontakt til myndighederne

Gennem dødsanmeldelsen får offentlige myndigheder (Folkeregisteret) besked om dødsfaldet. Når Folkeregistreret har registreret dødsfaldet, får alle som er koblet til deres system automatisk besked. Det kan f.eks. være forsikringsselskaber, pensionskasser og ATP, som så går i gang med at udbetale eventuelle beløb til de efterladte.

Skifteretten

Når Skifteretten har modtaget dødsanmeldelsen, går den straks i gang med at behandle den. Den sender et brev/e-mail til anmelderen og foreslår et tidspunkt for evt. møde.

Ønsker du i stedet at sidde hjemme, kan du ringe og bede dem sende de nødvendige papirer, som så skal udfyldes og herefter returneres med nødvendig dokumentation. Den fremgangsmåde er for mange mere behageligt end personligt fremmøde.

Posten

Ønsker man at få den afdødes post videresendt, skal man have en attest som giver ret til dette. Den får man i Skifteretten.

Tv-licens

Afmeldes automatisk via Folkeregistreret.

Hus eller lejemål

Boede du sammen med afdøde i eget hus, er der normalt ingen store ændringer, man er nødt til at foretage sig. Rådfør dig dog gerne med en advokat, hvis der er noget, du er i tvivl om.

Boede afdøde alene i eget hus, afhænger det videre forløb af arvesituationen. Det afklares som regel i Skifteretten.

Boede afdøde til leje kan det være nødvendigt at opsige et lejemål eller ændre lejers navn, hvis det er afdødes navn, der står på lejekontrakten til et fælles hjem.

Forsikringer

Som udgangspunkt vil forsikringsselskaberne altid automatisk få besked om dødsfaldet. Dog kan det være nødvendigt, at man selv kontakter dem, hvis du er ægtefælle/samlever og ændrer navn efter dødsfaldet - eller bare for at opnå en hurtigere ekspeditionstid.

Pengeinstituttet

Pengeinstituttet får automatisk besked fra Folkeregistreret og lukker herefter den afdødes konti - også fælleskonti. Har man som ægtefælle eller samboende fælles konti med afdøde, vil det derfor være en god idé at få oprettet en ny NEM-konto hurtigst muligt, som nye indbetalinger fra ATP, pensioner, løn mv. kan indbetales på. 

Hermed sikrer man sig, at nye indbetalinger kan bruges, indtil de fælles konti bliver frigivet af Skifteretten og åbnet igen.

I samme forbindelse er det en god idé at få overblik over, hvilke faste udgifter der bliver trukket på en konto, der eventuelt stod i afdødes navn eller som du havde sammen med afdøde. Kontakt eventuelt dit pengeinstitut for hjælp med at få overblik.

Fagforening

Ved eventuel udbetaling fra fagforeningen kan det være nødvendigt at sende kopi af dåbs- og vielsesattest som dokumentation. Formularer til brug for ansøgning udleveres af fagforeningen. 

Andre ting som kan være gode at overveje:

  • Indkaldelse fra sygehus afmeldes
  • Afmelde: 
    • El, gas, olie 
    • Vinduespudser
    • Aviser og ugeblade
    • Telefon
    • Internet
    • Medlemskontingenter
    • Boligsikring
    • Varmehjælp
  • Ændre skatteforhold (ved ægtefæller)
  • Medicin retur til apotek
  • Returnere hjælpemidler (husk kvittering)
  • Besked til Hjemmeplejen
  • Tømning af køleskab/fryser
  • Vande blomster
  • Kontrol af opvarmning
  • Jagttegn/våben – kontakt Politiet hvis du er i tvivl
  • Snerydning

Vigtige punkter op til højtideligheden

  • Begravelse/bisættelse, tidspunkt
  • Udsyngning, tidspunkt
  • Aftale møder med:
    • Præsten 
    • Krematorium 
    • Graver 
    • Stenhugger 
    • Advokat 
    • Blomstercenter 
  • Arrangere:
    • Mindesamvær – sted, antal m.m.
    • Dødsannonce
    • Hvem skal bære kisten?
    • Tøj afdøde skal begraves i 

Du kan læse mere om forløbet i forbindelse med et dødsfald her